Fra vuggestue til børnehave
Når dit barn er omkring 2 år og 10 måneder, er det ved at være tid til at rykke fra vuggestue til børnehave.
Vi har stor succes med vores brobygning fra vuggestue til børnehave.
1-2 måneder inden barnet skal starte i børnehave, påbegynder vi brobygning, hvor barnet og en kendt voksen fra stuen vil gå på besøg et par gange om ugen – når vi kommer nærmere børnehavestart intensiveres besøgene og udvides med længerevarende besøg. Dagen inden start i børnehave afholdes afslutning for barnet i vuggestuen.
Vi har i starten af brobygningen særligt fokus på, hvor barnet søger hen samt hvilke børn barnet i forvejen har relation til. Dette er for at sikre, at vi fra start skaber de bedste forudsætninger for en god børnehavestart i barnets nye kapitel.
Endvidere vil der blive afholdt et overleveringsmøde med forældre samt barnets vuggestuevoksen og en børnehavevoksen fra barnets nye stue, inden barnet starter.