Gå til hovedindhold

Børnesyn og pædagogik

Her kan du læse om det pædagogiske arbejde i Kastanjen.

Indhold

    I Børnehuset Kastanjen oplever barnet, at det har ret til at have - samt udtrykke - egne følelser og oplevelser.

    Vores mål er, at alle børn oplever de er unikke, indeholder masser af ressourcer og udviklingspotentiale og at vi alle er forskellige og vigtige for fællesskabet. Dette betyder, at alle børn skal opleve at have medindflydelse på egen hverdag.

    I relationen og i tilknytningen til andre kan barnet mestre, lære og opleve. Vores børnesyn har betydning for den måde, vi møder børnene på. Børn er kompetente aktører, som alle har brug for udfordringer, omsorg og positive forventninger og at opleve at det at være barn, er en værdi i sig selv.

    Vi arbejder med den anerkendende tilgang med afsæt i mødet med hinanden - både børn og voksne - med respekt, tolerance, ligeværd og empati i relationen. Vi har fokus på børnenes hensigt og hvad der ligger bag deres handlinger. Børns udvikling og trivsel påvirkes af hvilken tilgang, vi voksne anvender i kontakten med barnet.

    I børnehuset Kastanjen er det afgørende for det pædagogiske personale at skabe stimulerende læringsmiljøer, der appellerer til udforskning, leg, fordybelse og steder hvor børn og voksne kan have meningsfulde aktiviteter med hinanden. Aktiviteter, der er medvirkende til at udvikle børnenes opmærksomhed, sprog og evnen til at indgå i gode relationer.